Symptomer og gener
i overgangsalderen

Overgangsalderen kan mærkes på mange forskellige måder. Måske genkender du kun enkelte symptomer – eller måske oplever du flere på samme tid. Forandringerne skyldes hormonelle udsving og et gradvist fald i de kvindelige kønshormoner. Hvordan det føles, og hvor meget det påvirker dig, er helt individuelt.

Nogle kvinder mærker kun milde ændringer, mens andre oplever gener, der påvirker både hverdagen, energien oglivskvaliteten. Her kan du læse om nogle af de symptomer, du kan opleve i overgangsalderen.

Træthed og manglende energi

Mange kvinder oplever en vedvarende træthed og en følelse af at være uoplagt. Det kan være svært at findeoverskud, også selvom du sover nogenlunde. Trætheden kan både skyldes hormonelle forandringer og afbrudt nattesøvn.

Søvnproblemer, hedeture og nattesved

Hedeture er et af de mest kendte symptomer på overgangsalderen. Du kan opleve en pludselig varmefornemmelse, ofte i ansigt og overkrop, ledsaget af sved, rødmen, hjertebanken og uro. Hos mange optræder hedeturene om natten som nattesved, hvilket kan forstyrre søvnen og forværre træthed og koncentrationsbesvær dagen efter.

Humørsvingninger og følelsesmæssige forandringer

Måske føler du dig mere sårbar, irritabel eller følelsesmæssigt påvirket, end du plejer. Humørsvingninger er almindelige i overgangsalderen og kan både være direkte hormonelt betingede eller opstå som følge af søvnproblemer og fysiske gener.

Nedtrykthed, angst og indre uro

Nogle kvinder oplever perioder med nedtrykthed, angst eller panikfornemmelser. Det kan være svært at skelne mellem, hvad der er hormonelt betinget, og hvad der skyldes belastningen ved at have mange symptomer på én gang– men begge dele fortjener opmærksomhed og omsorg.

Koncentrationsbesvær og  hukommelsesproblemer

Du kan opleve, at det er sværere at koncentrere sig, huske aftaler eller bevare overblikket – ofte beskrevet som en følelse af “hjernetåge”. Det kan hænge sammen med både hormonelle forandringer og dårlig søvn.

Forandringer i menstruationen

I tiden op til menopausen bliver menstruationen ofte uregelmæssig. Blødningerne kan komme sjældnere, oftere eller være kraftigere end tidligere. Disse ændringer kan begynde allerede i 40’erne og er en naturlig del af overgangsalderen.

Tørre slimhinder og ubehag i underlivet

Når østrogenniveauet falder, kan slimhinderne i underlivet blive tørrere og mere sårbare. Det kan give svie, kløe, ubehag ved samleje og øge risikoen for blærebetændelse. Mange kvinder oplever også, at tørheden påvirker sexlysten.

Nedsat eller ændret sexlyst

Hormonelle ændringer kan påvirke lysten til sex. For nogle kvinder ændrer lysten karakter, mens den for andre aftager– ofte i samspil med tørhed, træthed og følelsesmæssige forandringer.

Led- og muskelsmerter

Du kan opleve ømme led, stivhed eller muskelspændinger. Østrogen har betydning for både bindevæv og inflammation, og når niveauet falder, kan det mærkes i kroppen.

Hovedpine, migræne og svimmelhed

Hormonelle udsving kan påvirke nervesystemet og give anledning til hovedpine, migræne eller svimmelhed. Symptomerne kan være uforudsigelige og variere i intensitet.

Fordøjelsesændringer

Nogle kvinder oplever oppustethed, langsommere fordøjelse, ændret smagssans eller mundtørhed. Hormonerne påvirker både tarmflora og fordøjelsessystem.

Vandladningsgener

Hyppig eller pludselig vandladningstrang er almindeligt i overgangsalderen og kan skyldes, at hormonelle ændringer påvirker blære og bækkenbund.

Hårtab, tør hud og skøre negle

Hormonforandringer kan føre til tyndere hår, øget hårtab, tør hud og mere skrøbelige negle.

Vægtøgning

Mange kvinder oplever vægtøgning i overgangsalderen. Det kan hænge sammen med hormonelle ændringer, ændret stofskifte, mindre muskelmasse, træthed og ændrede motions- og spisevaner.

TRYG OG FAIR HJÆLP

Har du brug for hjælp til overgangsalderen?

Oplever du gener, som påvirker din hverdag, og er du nysgerrig på, om hormonbehandling kan være en mulighed for dig, er du meget velkommen til at kontakte os. Vi tager os tid til at lytte og finde den løsning, der passer bedst til dig.

Kontakt os eller klik på knappen og start behandlingsforløb.